Valgfrihed og økonomisk ligestilling
Under de gældende forhold er det på det nærmeste nødvendigt for en familie at have to indtægter. Dermed er de fleste forældre nødt til at benytte daginstitutioner.
Hjemmepasningsfamilierne diskrimineres økonomisk i den forstand, at de ikke får del i de tilskud, som gives til familier, der vælger at benytte daginstitutioner. Forældrene betaler nemlig selv kun en mindre del af de reelle udgifter til institutionen.
I nogle kommuner er det muligt at få et mindre tilskud til pasning af eget barn (under 3 år) i max. 1 år. Denne ordning er et skridt på vejen til ligestilling - men ikke nok.
Ved økonomisk ligestilling af de familier, der selv ønsker at passe deres førskolebørn og familier, der foretrækker en institutionsordning, vil valgfriheden blive tilgodeset.
_______________________________________
"Vi var en ung familie i 70’erne, og vore to ældste børn er født i 70 og 73. Den ældste var en ganske kort tid i vuggestue, men når jeg kørte ham derud, sagde han altid: “Ik’ vuggedu, vel.” Det skar mig i hjertet, og jeg glemmer det aldrig, så det blev hurtigt afsluttet. Vi fik så en lille efternøler i 81, så vi har også altid klaret os for en indtægt, og selv om min mand var læge, var der bestemt ikke meget tilovers.
Jeg har tænkt meget over, hvad det betyder for et menneske, at det er anbragt i institution, fra det er helt lille, når man ved, hvor vigtigt det er med tilknytningen til mor eller far i de første år. Nu har jeg tilmed læst, at der i nogle vuggestuer kun er et kvarters voksenkontakt om dagen til hvert barn, så de helt små børn må jo være fuldstændig overladt til hinanden. Hvordan påvirker det et menneske, når det bliver voksent, og hvordan påvirker det et samfund, hvis de fleste borgere er vokset op i institutioner gennem hele barndommen?
Jeg håber, det må lykkes at få vendt holdningen til det vigtige arbejde det er at sørge for hjem og børn, for det har godt nok været nedvurderet gennem alt for mange år."
Inge Faurholt